Og saa havde jeg det meste af en dag sammen med Susanne, en god veninde, der tog sig tid til en udflugt til Granada sammen med mig. Granada er en utrolig yndig by en times tid syd for Managua, og der brugte vi saa en tre timer paa at tulre rundt, spiste frokost og – frem for alt – snakke naesten uafbrudt. Der var meget at snakke om, det er ikke saa tit vi render paa hinanden…

Torsdag og fredag havde vi aarets sidste moede i MS-Mellemamerikas Raadgivende Raad. Vi blev som vanligt praesenteret for en af partnerorganisationernes erfaringer – denne gang en kvindeorganisations erfaringer med ‘empowerment’ af kvinder (er der nogen der kender et godt ord for empowerment paa dansk???). Det var superspaendende og superrelevant for vores arbejde i UTC-La Paz. Ángel og jeg sugede til os. De har lavet en ‘leder-skole’ for kvinder, som bestaar af en tre-dages workshop en gang om maaneden, hvor kvinderne kommer ind fra landsbyerne og faar undervisning i emner som organisationsforstaaelse, rettigheder, koen, fortalervirksomhed, projektformulering og borgerdeltagelse. Ideen er saa, at deltagerne bringer deres nye viden med tilbage til deres landsbyer og underviser de andre kvinder dér. Maaneden efter bliver der samlet op, delt erfaringer og givet gode raad.

Hvor var det fedt at se, at det kan lade sig goere! De har koert denne ‘leder-skole’ i en aarraekke, og det har virkelig givet resultater. Vi moedte syv af de kvinder, som har haft gavn af skolen. Alle sammen naevnte, at den havde givet dem selvtillid… At de foer knap nok turde sige deres navn i en forsamling… Og nu var de bare seje! En havde faaet et bageri op at staa, foerst i sin egen landsby, senere et til i nabolandsbyen, og nu sparede hun sammen til at koebe en bil, saa hun kunne koere rundt til andre landsbyer og saelge broed. En anden var begyndt i skolen igen og havde afsluttet tiende klasse – nu var hun ved at goere sin bachelor i sociologi faerdig paa universitetet. En tredie havde stillet op til kommunalvalget for at arbejde videre ‘indefra’ den kommunale ledelse (hun blev ikke valgt denne gang, men satser paa at proeve igen om fire aar).

Organisationen (FUMDEC hedder den) har ogsaa arbejdet med at faa kvindernes aegtefaeller til at deltage i det huslige arbejde – og vist ogsaa haft en del succes med det. En fortalte med et grin, at hendes mand tit lavede aftensmaden nu, fordi hun ikke havde tid pga. alle hendes goeremaal i organisationen. Det er altsaa en sejr, der vil noget! Saa Ángel og jeg er enige om, at vi skal have en flok fra vores bagland med ned og besoege dem et par dage… Eller ogsaa skal de komme op til os! Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken flere gange, og den virkelighed FUMDEC befinder sig i, minder ret meget om virkeligheden paa disse kanter. Saa…. Tror vi kan laere meget af dem!

Og nu er det naesten december… Om smaa tre uger kommer min soester Birgitte paa besoeg og saa gaar vi paa juleferie. Uhada hvor skal vi naa meget inden da! Det lader jeg lige vaere med at taenke paa nu…….